HANDIKAPINFO

siden 2003

Tirsdag, 02 07th

Last update12:11:05 AM

Årsag del 1.

Brugervurdering:  / 0
DårligBedst 

Cerebral parese skyldes udviklingsforstyrrelser i hjernen - eller beskadigelse af hjernen enten i fosterlivet, ved fødslen eller umiddelbart efter fødslen.

Tidligere mente man, at årsagen til cerebral parese skulle findes i manglende ilttilførelse under fødslen, men det er ikke tilfældet.

I dag ved vi, at kun i 1 ud af 10 tilfælde er hjerneskaden opstået under fødslen.

I de fleste tilfælde skyldes cerebral parese enten en hjerneabnormitet opstået inden fødslen, eller i de tilfælde, hvor barnet er født for tidligt, en hjerneskade, der er opstået dage/uger efter fødslen, hvor barnet f.eks. på grund af manglende lungemodning har svært ved at ilte blodet tilstrækkeligt.

Ernæringsforstyrrelser i fostrets hjerne
Den hyppigste årsag til cerebral parese er ernæringsforstyrrelser i fostrets hjerne, der skyldes problemer med blod- eller iltforsyningen.

Medfødt cerebral parese opstår inden for tre forskellige tidsperioder:

1. De mest dramatiske udviklingsforstyrrelser i nervesystemet opstår meget tidligt i fosterlivet – i 3.-5.uge – hvor neuralrørets lukning normalt finder sted.

2. Omkring 20.-36. graviditetsuge er det periventrikulære område (området tæt på hjernens hulrum) særligt følsomt for ændringer i blodgennemstrømningen. Det kan enten føre til en såkaldt leukomalaci, hvor der ses skader i den hvide substans med efterfølgende ardannelse, eller i regulære blødninger.

3. Efter 36. graviditetsuge er hjernebarken og basalganglierne, der er de centrale dele af hjernen, mest følsomme for skader, hvad enten disse er forårsaget af ændringer af hjernens gennemblødning eller skyldes en generel iltmangel.

Er der tale om regulære misdannelser af hjernen, er skaden sket før 20. graviditetsuge. Mellem 20. og 36. graviditetsuge ses hovedsagligt skader i områderne omkring hjernens hulrumssystem, mens læsioner efter 36. uge sædvanligvis inddrager hjernebarken (cortex) eller basalganglierne.

Man regner med, at årsagen til cerebral parese i 75% af tilfældene opstår i 20.-36. graviditetsuge.

Risikoen for forstyrrelser i hjernens gennemblødning, og derved udvikling af iltmangel, stiger med faldende gestationslængde (graviditetsuger) og fødselsvægt.

Blandt børn med fødselsvægt under 1500 gram, udvikler 10-15% cerebral parese, ofte i form af en diplegi.

Hos børn født til tiden kan både ses forekomst af hemi-, mono-, di- og te- traplegi. Også her skal årsagen hyppigst ses i skader, der er sket før fødslen.