Behandling af dystoni
I de fleste tilfælde er dystoni desværre kronisk, men hos op mod 10 % bedres sygdommen gradvist og forsvinder af sig selv. Hos nogle patienter vender lidelsen dog tilbage efter at være forsvundet. Det kan endnu ikke forudsiges ikke hvorfor, for hvem eller hvornår dette kan ske.
Medicinsk behandling kan hjælpe på mange symptomer ved visse afarter af dystoni. Siden 1985 har Botulinum toksin været den sikreste og mest effektive symptomdæmpende behandling af især Blefarospasmer og Torticollis.
Neurokirurgisk behandling er også en mulighed. Ved tilfælde af generaliseret dystoni kan man nu foretage en operation, hvor tynde elektroder føres ind i basalganglierne. En elektrisk impulsgiver indopereret under huden på brystet forsyner elektroderne med spænding, der afbryder de forstyrrende dystoniske impulser.
Akupunktur, homøopati, fysioterapi, diæt eller biofeedback er metoder, der ser ud til at virke for nogle patienter ved at formindske stress og derved muskelspændingerne. Der er dog ingen beviser for at disse behandlingsmetoder gør vedvarende gavn.
Dystoni er ikke en dødelig sygdom, men kan være meget svær at kapere for den enkelte. Man kan selv gøre meget for at begrænse skaderne ved ikke at lade sig gå på af sygdommen. Der er risiko for at ende i en negativ spiral, hvis man er stresset og irriteret over tingenes tilstand, fordi stress forværrer symptomerne.
Psykologisk hjælp kan derfor være nødvendig for at kunne leve med dystoni.
| < Forrige | Næste > |
|---|