Observation og registrering af anfald
- 21 Jun 2008
- Senest opdateret: 05 februar 2011
- By Henrik
- Visninger: 835
/ 0
Observation og registrering af anfald
Epileptiske anfald er for den enkelte stort set ens fra gang til gang. Nogle personer kan have flere forskellige anfaldstyper, for eksempel både partielle anfald og generaliserede anfald.
Anfald som hovedsageligt består af ændret sanseoplevelse kan være meget svære at erkende hos personer der har problemer med at give udtryk for hvad de oplever. Udviklingshæmmede har tendens til at udvise pludselig ejendommelig adfærd, som kan være vanskelig at skelne fra epileptiske anfald.
Mange er sprogløse, har spastiske lammelser, psykoser eller adfærdsforstyrrelser. Dette medfører udtryksformer og reaktioner, som kan være vanskelige at tolke.
Desuden har den udviklingshæmmede ofte en begrænset kropsopfattelse og er ikke i stand til at meddele for eksempel smerter, svimmelhed, forstoppelse, kvalme eller andet kropsligt ubehag. Pludselige rokkebevægelser, hænderklappen, selvmutilering - hvor den udviklingshæmmede gør skade på sig selv - eller angstprægede reaktioner med skrig og aggressivitet kan være udtryk for smerte, angst eller frustration.
På grund af de fysiske handikap kan der være pludselige fald, spasmer med spjæt i arme og ben og eventuelt spasmer i svælget, som medfører kvælningstilfælde, der kan ligne krampeanfald.
Ikke sjældent vil sådanne adfærdsreaktioner blive mistolket som epilepsi og søgt behandlet med medicin mod epilepsi.
For at kunne stille en korrekt diagnose og for at finde ud af, hvilken type anfald der er tale om, er det af stor betydning at få en nøjagtig beskrivelse af anfaldene. På baggrund af diagnosen og anfaldsklassifikationen vælges behandling - både medicinsk, psykologisk og socialt.
Anfaldskalender
Det er vigtigt at have en beskrivelse for hver enkelt type anfald, så man kan skelne dem fra hinanden og holde rede på, hvor mange anfald der er af hver type. Registreringen foregår bedst ved hjælp af en anfaldskalender, hvor der benyttes bestemte koder for hver type anfald.
For udviklingshæmmede er det ofte forældre og pædagoger, der må foretage registreringen af anfald. I den forbindelse er det vigtigt, at der er enighed om, hvad der registreres som epileptiske anfald.
Videooptagelser
Videooptagelser kan ligeledes være en stor hjælp i arbejdet med at afklare, hvornår der er tale om epileptiske anfald. Optagelserne kan diskuteres med den behandlende læge og kan give vigtige oplysninger for den videre behandling.
Optager man flere anfald, der er ens fra gang til gang, taler det for, at det drejer sig om epileptiske anfald.
Af og til kan det - for at få endelig afklaring - være nødvendigt, at observationen foregår under indlæggelse på en specialafdeling, hvor der kan foretages videooptagelser samtidig med EEG-undersøgelse.
Epileptiske anfald er for den enkelte stort set ens fra gang til gang. Nogle personer kan have flere forskellige anfaldstyper, for eksempel både partielle anfald og generaliserede anfald.
Anfald som hovedsageligt består af ændret sanseoplevelse kan være meget svære at erkende hos personer der har problemer med at give udtryk for hvad de oplever. Udviklingshæmmede har tendens til at udvise pludselig ejendommelig adfærd, som kan være vanskelig at skelne fra epileptiske anfald.
Mange er sprogløse, har spastiske lammelser, psykoser eller adfærdsforstyrrelser. Dette medfører udtryksformer og reaktioner, som kan være vanskelige at tolke.
Desuden har den udviklingshæmmede ofte en begrænset kropsopfattelse og er ikke i stand til at meddele for eksempel smerter, svimmelhed, forstoppelse, kvalme eller andet kropsligt ubehag. Pludselige rokkebevægelser, hænderklappen, selvmutilering - hvor den udviklingshæmmede gør skade på sig selv - eller angstprægede reaktioner med skrig og aggressivitet kan være udtryk for smerte, angst eller frustration.
På grund af de fysiske handikap kan der være pludselige fald, spasmer med spjæt i arme og ben og eventuelt spasmer i svælget, som medfører kvælningstilfælde, der kan ligne krampeanfald.
Ikke sjældent vil sådanne adfærdsreaktioner blive mistolket som epilepsi og søgt behandlet med medicin mod epilepsi.
For at kunne stille en korrekt diagnose og for at finde ud af, hvilken type anfald der er tale om, er det af stor betydning at få en nøjagtig beskrivelse af anfaldene. På baggrund af diagnosen og anfaldsklassifikationen vælges behandling - både medicinsk, psykologisk og socialt.
Anfaldskalender
Det er vigtigt at have en beskrivelse for hver enkelt type anfald, så man kan skelne dem fra hinanden og holde rede på, hvor mange anfald der er af hver type. Registreringen foregår bedst ved hjælp af en anfaldskalender, hvor der benyttes bestemte koder for hver type anfald.
For udviklingshæmmede er det ofte forældre og pædagoger, der må foretage registreringen af anfald. I den forbindelse er det vigtigt, at der er enighed om, hvad der registreres som epileptiske anfald.
Videooptagelser
Videooptagelser kan ligeledes være en stor hjælp i arbejdet med at afklare, hvornår der er tale om epileptiske anfald. Optagelserne kan diskuteres med den behandlende læge og kan give vigtige oplysninger for den videre behandling.
Optager man flere anfald, der er ens fra gang til gang, taler det for, at det drejer sig om epileptiske anfald.
Af og til kan det - for at få endelig afklaring - være nødvendigt, at observationen foregår under indlæggelse på en specialafdeling, hvor der kan foretages videooptagelser samtidig med EEG-undersøgelse.
Behandling af epilepsi hos udviklingshæmmede
- 21 Jun 2008
- Senest opdateret: 05 februar 2011
- Visninger: 1083
/ 0
Behandling af epilepsi hos udviklingshæmmede
Langt de fleste mennesker vil kunne behandles tilfredsstillende med epilepsimedicin. Målet med den medicinske behandling er at opnå anfaldsfrihed uden bivirkninger. Desværre kan dette mål ikke altid nås, specielt ikke hos udviklingshæmmede, som ofte har meget svær epilepsi.
Et alternativt mål er da færrest mulige anfald med færrest mulige bivirkninger.
Medicin for at forhindre eller formindske hyppigheden af anfald
Hos nogle har epilepsien et godartet, tidsbegrænset forløb. Det medfører, at den medicinske behandling vil kunne afsluttes efter nogle år. For andre er behandlingen livslang. Valget af epilepsimedicin vil som udgangspunkt afhænge af anfaldstypen.
Da mange udviklingshæmmede har meget svær epilepsi, eventuelt med flere forskellige anfaldstyper, er der ofte behov for flere typer medicin samtidigt. Den medicinske behandling skal altid tilpasses den enkelte person.
Da mange udviklingshæmmede har meget svær epilepsi, eventuelt med flere forskellige anfaldstyper, er der ofte behov for flere typer medicin samtidigt. Den medicinske behandling skal altid tilpasses den enkelte person.
Den måde, medicinen er fremstillet på, har betydning for, hvor hurtigt og hvordan medicinen optages i kroppen. Medicin fremstilles som tabletter, saft(mikstur), stikpiller, kapsler og rectioler (se bagest i hæftet). Det er helt afgørende, at medicinen tages nøjagtig som foreskrevet for at undgå forværring af anfaldene.
En glemt medicindosis skal tages, så snart det opdages, også selv om det bliver oven i den næste dosis, der eventuelt kan fordeles over den næste dag.
Akut medicinsk anfaldsbehandling
Over 95 procent af alle anfald varer mindre end to minutter og ophører af sig selv. I disse tilfælde skal der selvfølgelig ikke gives akut behandling. Hvis anfaldene ikke ophører inden for 4 - 5 minutter, kan der være behov for akut, medicinsk behandling, som kan gives af pårørende eller plejepersonale.
Det mest anvendte medikament til akut anfaldsbehandling er diazepam (forhandles som Apozepam, Diazepam, Stesolid mm.). Det gives bedst som et klysma (rectiole), der er en vandig opløsning af stoffet, som gives i endetarmen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at klysma først virker efter 3-4 minutter hos børn og efter 7-10 minutter hos voksne. Dosis af diazepam vil afhænge af kropsvægten, og om man er vant til at få medicin, der i sin virkningsmekanisme ligner diazepam.
Diazepam har sløvende bivirkninger, der i store doser kan hæmme vejrtrækningen. Det er derfor altid vigtigt præcist at have aftalt med lægen, hvornår og hvor meget diazepam, der skal gives til den enkelte. Nogle udviklingshæmmede reagerer med uro og hyperaktivitet, når der gives diazepam. Der kan i stedet anvendes Fenemal, Rivotril eller Kloral. Dette skal altid aftales med lægen.
Hvis behandlingen ikke standser anfaldet, eller det ene anfald følger det næste, uden at den udviklingshæmmede kommer til sig selv, bør man tilkalde et ambulance, så den udviklingshæmmede kan komme på skadestuen.
Førstehjælp
Ved absencer og komplekse partielle anfald forholder man sig afventende, men bør selvfølgelig være i nærheden, indtil den udviklingshæmmede er kommet helt til sig selv. Man kan ikke tale personen til rette under anfaldet.
Ved krampeanfald skal man forsøge at beskytte personens hoved mod stød og slag, for eksempel ved at placere en pude eller lignende under hovedet. Når kramperne er ophørt, lægges personen i sideleje, så luftvejene er frie. Giv mulighed for, at vedkommende kan sove og hvile sig efter anfaldet.
Problemer med udviklingshæmmede og medicin
Der kan være særlige problemer hos udviklingshæmmede, som gør det vanskeligt at vide, om al medicinen er taget korrekt. På grund af synkebesvær kan tabletterne ligge under tungen eller i mundvigen og eventuelt senere spyttes ud. Nogle har tendens til at tygge på tabletterne, og det kan nedsætte optagelsen i tarmen. Mange typer medicin kan gives som opløselige tabletter eller som mikstur og blandes i maden. Dette kan måske løse problemet.
Det kan være nødvendigt løbende at tage blodprøve for at sikre sig, at mængden af medicin i kroppen er stabil. Hvis anfaldene pludselig forværres, er det vigtigt at afklare, om forværringen skyldes, at medicinen ikke er givet eller optaget korrekt, inden dosis af medicinen sættes op. Ellers er der risiko for overdosering og unødige bivirkninger, når medicinen igen tages og optages korrekt.
Medicinens bivirkninger
Alle typer medicin mod epilepsi kan give bivirkninger. De fleste bivirkninger er dosisafhængige, det vil sige, at der er flere og mere udtalte bivirkninger, jo større dosis er. De mest almindelige bivirkninger er træthed, svimmelhed, dobbeltsyn, kvalme, opkastninger og besvær med at styre arme og ben.Nogle typer medicin giver risiko for psykiske bivirkninger. Det medfører, at udviklingshæmmede kan reagere med øget aggresivitet, hyperaktivitet, rastløshed eller psykose.
Ovenstående typer af bivirkninger vil ofte forsvinde i løbet af nogle uger, efterhåneden som kroppen vænner sig til medikamantet. Nogle typer medicin kan imidlertid give allergiske reaktioner i form af hududslæt. En allergisk reaktion optræder hurtigt efter, behandlingen er startet - typisk inden for de første to måneder. Opstår en allergisk reaktion, skal behandlingen straks ophøre.
Ved mistanke om bivirkninger skal den behandlende læge tage stilling til eventuel ændring af dosis eller medicinskift.
Medicintyper
Langt de fleste mennesker vil kunne behandles tilfredsstillende med epilepsimedicin. Målet med den medicinske behandling er at opnå anfaldsfrihed uden bivirkninger. Desværre kan dette mål ikke altid nås, specielt ikke hos udviklingshæmmede, som ofte har meget svær epilepsi.
Et alternativt mål er da færrest mulige anfald med færrest mulige bivirkninger.
Medicin for at forhindre eller formindske hyppigheden af anfald
Hos nogle har epilepsien et godartet, tidsbegrænset forløb. Det medfører, at den medicinske behandling vil kunne afsluttes efter nogle år. For andre er behandlingen livslang. Valget af epilepsimedicin vil som udgangspunkt afhænge af anfaldstypen.
Da mange udviklingshæmmede har meget svær epilepsi, eventuelt med flere forskellige anfaldstyper, er der ofte behov for flere typer medicin samtidigt. Den medicinske behandling skal altid tilpasses den enkelte person.
Da mange udviklingshæmmede har meget svær epilepsi, eventuelt med flere forskellige anfaldstyper, er der ofte behov for flere typer medicin samtidigt. Den medicinske behandling skal altid tilpasses den enkelte person.
Den måde, medicinen er fremstillet på, har betydning for, hvor hurtigt og hvordan medicinen optages i kroppen. Medicin fremstilles som tabletter, saft(mikstur), stikpiller, kapsler og rectioler (se bagest i hæftet). Det er helt afgørende, at medicinen tages nøjagtig som foreskrevet for at undgå forværring af anfaldene.
En glemt medicindosis skal tages, så snart det opdages, også selv om det bliver oven i den næste dosis, der eventuelt kan fordeles over den næste dag.
Akut medicinsk anfaldsbehandling
Over 95 procent af alle anfald varer mindre end to minutter og ophører af sig selv. I disse tilfælde skal der selvfølgelig ikke gives akut behandling. Hvis anfaldene ikke ophører inden for 4 - 5 minutter, kan der være behov for akut, medicinsk behandling, som kan gives af pårørende eller plejepersonale.
Det mest anvendte medikament til akut anfaldsbehandling er diazepam (forhandles som Apozepam, Diazepam, Stesolid mm.). Det gives bedst som et klysma (rectiole), der er en vandig opløsning af stoffet, som gives i endetarmen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at klysma først virker efter 3-4 minutter hos børn og efter 7-10 minutter hos voksne. Dosis af diazepam vil afhænge af kropsvægten, og om man er vant til at få medicin, der i sin virkningsmekanisme ligner diazepam.
Diazepam har sløvende bivirkninger, der i store doser kan hæmme vejrtrækningen. Det er derfor altid vigtigt præcist at have aftalt med lægen, hvornår og hvor meget diazepam, der skal gives til den enkelte. Nogle udviklingshæmmede reagerer med uro og hyperaktivitet, når der gives diazepam. Der kan i stedet anvendes Fenemal, Rivotril eller Kloral. Dette skal altid aftales med lægen.
Hvis behandlingen ikke standser anfaldet, eller det ene anfald følger det næste, uden at den udviklingshæmmede kommer til sig selv, bør man tilkalde et ambulance, så den udviklingshæmmede kan komme på skadestuen.
Førstehjælp
Ved absencer og komplekse partielle anfald forholder man sig afventende, men bør selvfølgelig være i nærheden, indtil den udviklingshæmmede er kommet helt til sig selv. Man kan ikke tale personen til rette under anfaldet.
Ved krampeanfald skal man forsøge at beskytte personens hoved mod stød og slag, for eksempel ved at placere en pude eller lignende under hovedet. Når kramperne er ophørt, lægges personen i sideleje, så luftvejene er frie. Giv mulighed for, at vedkommende kan sove og hvile sig efter anfaldet.
Problemer med udviklingshæmmede og medicin
Der kan være særlige problemer hos udviklingshæmmede, som gør det vanskeligt at vide, om al medicinen er taget korrekt. På grund af synkebesvær kan tabletterne ligge under tungen eller i mundvigen og eventuelt senere spyttes ud. Nogle har tendens til at tygge på tabletterne, og det kan nedsætte optagelsen i tarmen. Mange typer medicin kan gives som opløselige tabletter eller som mikstur og blandes i maden. Dette kan måske løse problemet.
Det kan være nødvendigt løbende at tage blodprøve for at sikre sig, at mængden af medicin i kroppen er stabil. Hvis anfaldene pludselig forværres, er det vigtigt at afklare, om forværringen skyldes, at medicinen ikke er givet eller optaget korrekt, inden dosis af medicinen sættes op. Ellers er der risiko for overdosering og unødige bivirkninger, når medicinen igen tages og optages korrekt.
Medicinens bivirkninger
Alle typer medicin mod epilepsi kan give bivirkninger. De fleste bivirkninger er dosisafhængige, det vil sige, at der er flere og mere udtalte bivirkninger, jo større dosis er. De mest almindelige bivirkninger er træthed, svimmelhed, dobbeltsyn, kvalme, opkastninger og besvær med at styre arme og ben.Nogle typer medicin giver risiko for psykiske bivirkninger. Det medfører, at udviklingshæmmede kan reagere med øget aggresivitet, hyperaktivitet, rastløshed eller psykose.
Ovenstående typer af bivirkninger vil ofte forsvinde i løbet af nogle uger, efterhåneden som kroppen vænner sig til medikamantet. Nogle typer medicin kan imidlertid give allergiske reaktioner i form af hududslæt. En allergisk reaktion optræder hurtigt efter, behandlingen er startet - typisk inden for de første to måneder. Opstår en allergisk reaktion, skal behandlingen straks ophøre.
Ved mistanke om bivirkninger skal den behandlende læge tage stilling til eventuel ændring af dosis eller medicinskift.
Medicintyper
- Kapsler er fremstillet af gelatine, hvor medicinen ligger inden i. Gelatinen sikrer at medicinen først frigives, når kapslen har passeret maven. Det er nødvendigt enten for at undgå bivirkninger eller for at beskytte maveslimhinden.
- Saft optages hurtigt - derfor er det nødvendigt at give det flere gange om dagen. Det kan bruges til personer der får sondemad eller af anden grund ikke kan sluge tabletter.
- Stikpiller gives i endetarmen og kan bruges til personer der ikke kan tage medicinen som tabletter.
- Rectioler er små tuber med medicin i en vandig opløsning. De anvendes til medicin der gives i endetarmen ved akut anfaldsbehandling.
- Retardtabletter (depottabletter) er fremstillet, så medicinen optages jævnt over en periode - fx 12 timer.
- Tabletter (almindelige) optages i løbet af ca. en halv time i kroppen og nedbrydes med forskellig hastighed.
Afhængig af nedbrydningshastigheden skal medicinen gives en eller flere gange om dagen for at opnå et stabilt medicinindhold i blodet.