Filadelfia
- 12 Nov 2011
- Senest opdateret: Lørdag, 12 november 2011 22:55
- By Henrik Larsen
- Visninger: 550
/ 0
Dianalund er en lille stationsby på Høng-Tølløse-banen. Landevejen fra Sorø til Kalundborg kommer nær på byen, men drejer af i Tersløse. Ellers er der forbindelse til Stenlille og videre nordpå, men Dianalund er som helhed sydvendt – med lyst til at fusionere med Sorø.
Er Dianalund en udflugt værd? Det er den faktisk. Mest spændende og usædvanlig er Kolonien Filadelfia, der er en by for sig selv. Man kan køre ind på Kolonien, men får naturligvis mest ud af at spadsere rundt. Det var lægen Adolph Sell, der i 1897 grundlagde Kolonien Filadelfia og gav den navn efter en by i Lilleasien, hvor der var en tidlig kristen menighed. Der er også noget nybygger-tankegang over ordet koloni. Det var nemlig hverken en havekoloni eller feriekoloni, Sell tænkte på. Det skulle være en kristen landsby, hvor syge og raske levede sammen og bar hinandens byrder. Den slags er lettere at sige og skrive end udføre i praksis. Derfor er det imponerende, at stedet blev så stort. Kolonien blev efterhånden befolket af epilepsipatienter, der blev plejet af diakonisser, men der kom også en afdeling for sindssyge og et nervesanatorium. Hele komplekset rummede for 50 år siden 700 sengepladser og yderligere 150 patienter var i lokal familiepleje.
Det siger sig selv, at den store institution helt dominerede Dianalund. Sådan er det ikke mere. De fleste patienter med epilepsi kan nu behandles hjemme, og heller ikke nervesvage personer indlægges som før. Og nervesanatoriet er i øvrigt solgt til amtet. Kolonien er i dag, et meget fredeligt sted at bevæge sig rundt på, folk der husker tidligere tiders aktivitet og leben, synes, der er for stille, men for turisten er det fint.
Kolonien har naturligt nok sin egen kirke, der i 1997 fejrer 100-års-jubilæum. I 1904 blev rejst en bygning, der rummede kirkesal og forsamlingssal. Forsamlingshuset hed Mizpa, og jeg kendte ikke navnet, før jeg slog det op. Det er hebraisk og betyder vagttårnet – uden at Kolonien af den grund har noget med Jehovas Vidner at gøre.
Man kan godt besøge kirken, selv om den er privat og uden sogn. Ja, man er velkommen. Egnens gamle sognekirke ligger i Tersløse. Koloniens kirke har ikke lod og del i kirkeskat eller andre skatter, men finansieres ved donationer og arvemidler. Det er åbenbart ikke noget problem. Der mangler ikke penge. Kirken er speciel ved at stå på folkekirkens grund og alligevel være fri. Det er en særordning fra 1911, hvor kirkebygningen også fik tårn og klokke. Samme år fik kirken sin første præst. Vilhelm Visby hed han, og vejen ned mod kirken er opkaldt efter ham. Dianalund har naturligvis også en vej, der hedder Dr. Sells Vej, ja og en Kolonivej.
Jeg synes kirken og gravlunden er interessant, men der er meget andet at se på. Der er jo med ”Guds hjælp og lidt håndkraft” bygget og bygget om siden 1897.
Ovenstående tekst er fra bogen ”Syge må plejes med kærlighed: Kolonien Filadelfia 1897 – 1997”
Det var hvad man kan finde der er fortalt om stedet med andres ord. Men mine ord er også vigtige i denne fortælling, som er at stedet er godt og, hele denne store betydning af samvær når man er indlagt på epilepsihospitalet har stor værdi – jeg ved godt at man siger at man ikke skal lave grin og sjov når man har det dårligt, men hvad er det der holder en oppe når man har det skidt? Det er at tale om det der er sket, tale samme og få det godt igen.
Et ophold på Epilepsihospitalet i Dianalund kan så diskuteres om det skal være langt eller kort, men kan det gøres kort så lad det være kort.
Hospitalet som små lave afdelinger
Mange forbinder et hospital med høje bygninger men det er det ikke her, kommer man her for første gang så får man et chok når man opdager at det er gamle bygninger – at man så er begyndt at bygge nyt sammen med gammelt er så en anden ting. Jeg har ad de 3 gange jeg har været indlagt på Epilepsihospitalet ikke noget at klage over, det eneste man kan klage over er at man kunne ønske at de kunne lære at maden måske kunne være noget bedre, når vi som rosinen i pølse enden får maden på afdelingen, så er den ikke så spændende mere, sådan føler man det somme tider, eller man ikke vil have den sovs der lige til den ret man skal have, fordi man ikke lige kan klare den sovs, så er det ikke fordi man ikke kan li’ maden, men måske et tegn på at de skal tænke på at der er en yngre generation patienter på vej, der gerne vil have ung mad.
Er man så syg på Epilepsihospitalet i Dianalund? – NEJ vil jeg sige godt har man måske mange anfald osv. men det er jo ikke at være syg, vi har vores eget tøj på, vi har ikke sygehus tøj på, og det sætter sit præg at når man kan og har lyst også skal deltage på Koloniens værksted eller være på Dagskolen. Nogle får tilbud om fysioterapi andre er hos ergoterapi. For at blive vurderet i det man kalder Almindelig Dagligdags Levevis (ADL) man får et indblik i at kunne se hvordan livet var, hvis man kan få udgangs tilladelse og komme op og se museet på Kolonien Filadelfia som Epilepsihospitalet jo ligger på, jeg vil sige at hele Kolonien Filadelfia har et område som svare til Odense Sygehus, bare til den forskel at Kolonien Filadelfia tilbyder Sygehus ophold, Bolig og værksted. Og mange mener åbenbart at syge ikke kan arbejde når man er indlagt men spørg en indbygger i Dianalund de vil sige det modsatte.
Jeg har kun positive oplevelser fra de gange jeg har været indlagt på Epilepsihospitalet i Dianalund, ok der kan være dage hvor man ikke har det godt men hvem har ikke det, det kan alm. mennesker jo også have.
Byen i byen
Om Selve Epilepsihospitalet det er som at gå i en By i en By og hvem ville ikke ønske det somme tider at kunne gå en tur i en park når man har det dårligt. Og så kan man se de mange spændende bygninger, eller gå / køre ned til andedammen.
For rent faktisk har Dr. Sell. Opbygget det med omtanke så man ikke skulle føle at man var indespærret at man så nogle gange må sige at visse personer ikke må gå ud på egen hånd er jo for at beskytte dem for at de ikke skal fare vild. Men de fleste af os der kan tale har jo en mund så vi kan tale. Selv om der er mange der kommer til med anden baggrund eller er så handicappede at de ikke kan tale.
Men jeg vil nu sige der er kommet mange med sværere handicaps til på Epilepsihospitalet. Om det så var det der i tidernes morgen var tanken med hospitalet er så det, måske skulle de på et alm. hospital men der kan man jo ikke være indlagt og bevæge sig rundt i sit eget tøj. Ideen lever endnu på Epilepsihospitalet med at man er indlagt men kan man 1. finde rundt, 2. har sted sans, 3. kan angive hvornår man er tilbage, så er man langt og bare det at man kan det så har man frihed.
Her vil jeg gå i dybden i parker og bygninger, skal der være en park på et hospital, eller et fristed hvor man som patient kan slappe af, være ude af opsyn fra personalet – JA vil jeg sige vi mennesker har brug for at kunne være alene bare lidt somme tider koble lidt af, men man er jo indlagt ja, men de skal også se de anfald som vi beskriver at have, men hvem siger at det er epilepsi?
Hvad har en park med et hospital at gøre det betyder at man kan tage kaffe eller te med og evt. et tæppe og nyde eftermiddagen, eller gå en tur på en af de mange skønne stier, ok hvad så om vinteren, ja jeg har været indlagt om vinteren her er der også smukt, med sneen der ligger på grene og andet.
Byen og folk
Møder man folk i denne by snakker vi ikke om hvorfor vi er indlagt det ved alle selv hvis vi bevæger os ned på torvet og siger at vi f.eks. er indlagt på Havehuset så ved de at vi er indlagt på Epilepsihospitalet, men man kunne reelt også bo der fast da Kolonien Filadelfia tilbyder boliger, eneste krav til det er at man har Epilepsi og eller har andre handicaps på den ene eller anden måde. Folk i byen er ikke fjendske over for at skulle give en manuel kørestol et lille skub eller lige at hjælpe os lidt hvis det er det vi har brug for! Hvis vi møder nogle inde på Kolonien standser vi som regel op og tager en sluder og snakker sammen hvis vi har tid, eller hilser vi bare lige på hinanden, og så er der ikke mere i det.
Enten har vi været indlagt før, eller også er vi ifølge med en personale fra den afdeling vi er på, eller også er vi på det værksted som vi arbejder på, eller er ude sammen med ergoterapeuten. Det er noget helt andet end som de store sygehuse som kun tager sig af en ting at se på os!
Udover kirkerne kan Epilepsihospitalet også bryste sig over at have verdens største kaffe kande, ja endda en madam blå kaffe kande som står på børneafdelingen og der er kopper til som der siges at de også kan lege i og det er da altid noget at de har noget at kunne tilbyde bør når man er indlagt, for hvem gider tænke på sygdom når man er indlagt? Mon man kan få slukket tørsten?
Dianalund og opland
Dianalund lever af patienterne eller dem der bor på kolonien og Dianalund er bygget op omkring Epilepsihospitalet, da jeg var indlagt i 2003 og det var Skt. Hans aften var der bål og fyrværkeri på Kolonien Filadelfia som de stod for, i salen kunne man købe pølser og sodavand, det samler byen og man kan mærke at det er noget byen kan li’. Det er socialt samvær.
Der er også et andet eksempel som jeg kan huske det er tilbage i 1995 hvor der var julemarked i salen folk kom næsten langvejs fra for at se hvad der var at købe og det var hygge med gløgg og æbleskiver. Om det var noget Dr. Sell havde tænkt på ved jeg ikke men var det så levede og lever det i dag. Byen og oplandet deltager i de ting der sker på Kolonien Filadelfia.
Fordomme
Jeg kunne skrive lange fortællinger om livet på Epilepsihospitalet som patient men det er ikke meningen med denne skrivelse, det er at åbne op for de fordomme der er omkring det at epilepsipatienter er farlige, ja vi kan komme til skade, men skader vi andre? Smitter vi andre – Nej epilepsi smitter ikke, men alle kan få det enten via en ulykke eller man opdager det på anden vis. Det er yderst sjældent sket, som regel går det ud over os selv, det kan ske ved tunge bid – tandskader – ben – arm skader det er ikke noget slemt i længden.
Men hvor om alting er, så drejer det sig om at man har det godt, på epilepsihospitalet i Dianalund, både sammen med sygeplejersker og sine medpatienter og at man kan hygge sig socialt med dem, det kan man når man kan sidde og snakke til ved en 1 eller 2 tiden om natten uden at tænke på tid og sted!
Kontrol besøg (10.000 km eftersyn!!!)
Og at man kan være sammen med sygeplejerskerne når man kommer til kontrol enten halv års eller hel års kontrol. Det er skønt at når man kommer til kontrol at man så kan bo på gæstehjemmet og er man heldig kan man måske få lov til at spise med på den afdeling man har været indlagt på. Men som regel er det ikke noget problem hvis man kommer langvejs fra.
Hvad sker der under et anfald
Men hvad sker der når man får et anfald hjerne får mere eller mindre et elektrisk stød, man kan sige at hjernen kortslutter i den tid anfaldet står på, eller anfaldene og så kan man så sige til dem man er om sig hjemme han har ikke anfald, det kan så vise sig på et EEG forhåbentligt. Et EEG kan man få lavet på de fleste større sygehuse men hvad er så forskellen på at få et lavet på Epilepsihospitalet i Dianalund, det er at man kommer ind i rolige omgivelser og de giver sig tid til at forberede en undersøgelse, alt i dag bliver lavet på computer og EEG operatøren sætter som regel i et rum ved siden af så man ikke bliver forstyrret af evt. telefon opkald eller andet.
Mens man enten ligger og sover eller ser en film. Herunder ses noget af det udstyr som bruges til EEG optagelse.
Denne artikel må ikke kopieres, den er skrevet og forfatte af mig. Der gives derfor ikke tilladelse til gengivelse af nogen art på andre hjemmesider.
Er Dianalund en udflugt værd? Det er den faktisk. Mest spændende og usædvanlig er Kolonien Filadelfia, der er en by for sig selv. Man kan køre ind på Kolonien, men får naturligvis mest ud af at spadsere rundt. Det var lægen Adolph Sell, der i 1897 grundlagde Kolonien Filadelfia og gav den navn efter en by i Lilleasien, hvor der var en tidlig kristen menighed. Der er også noget nybygger-tankegang over ordet koloni. Det var nemlig hverken en havekoloni eller feriekoloni, Sell tænkte på. Det skulle være en kristen landsby, hvor syge og raske levede sammen og bar hinandens byrder. Den slags er lettere at sige og skrive end udføre i praksis. Derfor er det imponerende, at stedet blev så stort. Kolonien blev efterhånden befolket af epilepsipatienter, der blev plejet af diakonisser, men der kom også en afdeling for sindssyge og et nervesanatorium. Hele komplekset rummede for 50 år siden 700 sengepladser og yderligere 150 patienter var i lokal familiepleje.
Det siger sig selv, at den store institution helt dominerede Dianalund. Sådan er det ikke mere. De fleste patienter med epilepsi kan nu behandles hjemme, og heller ikke nervesvage personer indlægges som før. Og nervesanatoriet er i øvrigt solgt til amtet. Kolonien er i dag, et meget fredeligt sted at bevæge sig rundt på, folk der husker tidligere tiders aktivitet og leben, synes, der er for stille, men for turisten er det fint.
Kolonien har naturligt nok sin egen kirke, der i 1997 fejrer 100-års-jubilæum. I 1904 blev rejst en bygning, der rummede kirkesal og forsamlingssal. Forsamlingshuset hed Mizpa, og jeg kendte ikke navnet, før jeg slog det op. Det er hebraisk og betyder vagttårnet – uden at Kolonien af den grund har noget med Jehovas Vidner at gøre.
Man kan godt besøge kirken, selv om den er privat og uden sogn. Ja, man er velkommen. Egnens gamle sognekirke ligger i Tersløse. Koloniens kirke har ikke lod og del i kirkeskat eller andre skatter, men finansieres ved donationer og arvemidler. Det er åbenbart ikke noget problem. Der mangler ikke penge. Kirken er speciel ved at stå på folkekirkens grund og alligevel være fri. Det er en særordning fra 1911, hvor kirkebygningen også fik tårn og klokke. Samme år fik kirken sin første præst. Vilhelm Visby hed han, og vejen ned mod kirken er opkaldt efter ham. Dianalund har naturligvis også en vej, der hedder Dr. Sells Vej, ja og en Kolonivej.
Jeg synes kirken og gravlunden er interessant, men der er meget andet at se på. Der er jo med ”Guds hjælp og lidt håndkraft” bygget og bygget om siden 1897.
Ovenstående tekst er fra bogen ”Syge må plejes med kærlighed: Kolonien Filadelfia 1897 – 1997”
Det var hvad man kan finde der er fortalt om stedet med andres ord. Men mine ord er også vigtige i denne fortælling, som er at stedet er godt og, hele denne store betydning af samvær når man er indlagt på epilepsihospitalet har stor værdi – jeg ved godt at man siger at man ikke skal lave grin og sjov når man har det dårligt, men hvad er det der holder en oppe når man har det skidt? Det er at tale om det der er sket, tale samme og få det godt igen.
Et ophold på Epilepsihospitalet i Dianalund kan så diskuteres om det skal være langt eller kort, men kan det gøres kort så lad det være kort.
Hospitalet som små lave afdelinger
Mange forbinder et hospital med høje bygninger men det er det ikke her, kommer man her for første gang så får man et chok når man opdager at det er gamle bygninger – at man så er begyndt at bygge nyt sammen med gammelt er så en anden ting. Jeg har ad de 3 gange jeg har været indlagt på Epilepsihospitalet ikke noget at klage over, det eneste man kan klage over er at man kunne ønske at de kunne lære at maden måske kunne være noget bedre, når vi som rosinen i pølse enden får maden på afdelingen, så er den ikke så spændende mere, sådan føler man det somme tider, eller man ikke vil have den sovs der lige til den ret man skal have, fordi man ikke lige kan klare den sovs, så er det ikke fordi man ikke kan li’ maden, men måske et tegn på at de skal tænke på at der er en yngre generation patienter på vej, der gerne vil have ung mad.
Er man så syg på Epilepsihospitalet i Dianalund? – NEJ vil jeg sige godt har man måske mange anfald osv. men det er jo ikke at være syg, vi har vores eget tøj på, vi har ikke sygehus tøj på, og det sætter sit præg at når man kan og har lyst også skal deltage på Koloniens værksted eller være på Dagskolen. Nogle får tilbud om fysioterapi andre er hos ergoterapi. For at blive vurderet i det man kalder Almindelig Dagligdags Levevis (ADL) man får et indblik i at kunne se hvordan livet var, hvis man kan få udgangs tilladelse og komme op og se museet på Kolonien Filadelfia som Epilepsihospitalet jo ligger på, jeg vil sige at hele Kolonien Filadelfia har et område som svare til Odense Sygehus, bare til den forskel at Kolonien Filadelfia tilbyder Sygehus ophold, Bolig og værksted. Og mange mener åbenbart at syge ikke kan arbejde når man er indlagt men spørg en indbygger i Dianalund de vil sige det modsatte.
Jeg har kun positive oplevelser fra de gange jeg har været indlagt på Epilepsihospitalet i Dianalund, ok der kan være dage hvor man ikke har det godt men hvem har ikke det, det kan alm. mennesker jo også have.
Byen i byen
Om Selve Epilepsihospitalet det er som at gå i en By i en By og hvem ville ikke ønske det somme tider at kunne gå en tur i en park når man har det dårligt. Og så kan man se de mange spændende bygninger, eller gå / køre ned til andedammen.
For rent faktisk har Dr. Sell. Opbygget det med omtanke så man ikke skulle føle at man var indespærret at man så nogle gange må sige at visse personer ikke må gå ud på egen hånd er jo for at beskytte dem for at de ikke skal fare vild. Men de fleste af os der kan tale har jo en mund så vi kan tale. Selv om der er mange der kommer til med anden baggrund eller er så handicappede at de ikke kan tale.
Men jeg vil nu sige der er kommet mange med sværere handicaps til på Epilepsihospitalet. Om det så var det der i tidernes morgen var tanken med hospitalet er så det, måske skulle de på et alm. hospital men der kan man jo ikke være indlagt og bevæge sig rundt i sit eget tøj. Ideen lever endnu på Epilepsihospitalet med at man er indlagt men kan man 1. finde rundt, 2. har sted sans, 3. kan angive hvornår man er tilbage, så er man langt og bare det at man kan det så har man frihed.
Her vil jeg gå i dybden i parker og bygninger, skal der være en park på et hospital, eller et fristed hvor man som patient kan slappe af, være ude af opsyn fra personalet – JA vil jeg sige vi mennesker har brug for at kunne være alene bare lidt somme tider koble lidt af, men man er jo indlagt ja, men de skal også se de anfald som vi beskriver at have, men hvem siger at det er epilepsi?
Hvad har en park med et hospital at gøre det betyder at man kan tage kaffe eller te med og evt. et tæppe og nyde eftermiddagen, eller gå en tur på en af de mange skønne stier, ok hvad så om vinteren, ja jeg har været indlagt om vinteren her er der også smukt, med sneen der ligger på grene og andet.
Byen og folk
Møder man folk i denne by snakker vi ikke om hvorfor vi er indlagt det ved alle selv hvis vi bevæger os ned på torvet og siger at vi f.eks. er indlagt på Havehuset så ved de at vi er indlagt på Epilepsihospitalet, men man kunne reelt også bo der fast da Kolonien Filadelfia tilbyder boliger, eneste krav til det er at man har Epilepsi og eller har andre handicaps på den ene eller anden måde. Folk i byen er ikke fjendske over for at skulle give en manuel kørestol et lille skub eller lige at hjælpe os lidt hvis det er det vi har brug for! Hvis vi møder nogle inde på Kolonien standser vi som regel op og tager en sluder og snakker sammen hvis vi har tid, eller hilser vi bare lige på hinanden, og så er der ikke mere i det.
Enten har vi været indlagt før, eller også er vi ifølge med en personale fra den afdeling vi er på, eller også er vi på det værksted som vi arbejder på, eller er ude sammen med ergoterapeuten. Det er noget helt andet end som de store sygehuse som kun tager sig af en ting at se på os!
Udover kirkerne kan Epilepsihospitalet også bryste sig over at have verdens største kaffe kande, ja endda en madam blå kaffe kande som står på børneafdelingen og der er kopper til som der siges at de også kan lege i og det er da altid noget at de har noget at kunne tilbyde bør når man er indlagt, for hvem gider tænke på sygdom når man er indlagt? Mon man kan få slukket tørsten?
Dianalund og opland
Dianalund lever af patienterne eller dem der bor på kolonien og Dianalund er bygget op omkring Epilepsihospitalet, da jeg var indlagt i 2003 og det var Skt. Hans aften var der bål og fyrværkeri på Kolonien Filadelfia som de stod for, i salen kunne man købe pølser og sodavand, det samler byen og man kan mærke at det er noget byen kan li’. Det er socialt samvær.
Der er også et andet eksempel som jeg kan huske det er tilbage i 1995 hvor der var julemarked i salen folk kom næsten langvejs fra for at se hvad der var at købe og det var hygge med gløgg og æbleskiver. Om det var noget Dr. Sell havde tænkt på ved jeg ikke men var det så levede og lever det i dag. Byen og oplandet deltager i de ting der sker på Kolonien Filadelfia.
Fordomme
Jeg kunne skrive lange fortællinger om livet på Epilepsihospitalet som patient men det er ikke meningen med denne skrivelse, det er at åbne op for de fordomme der er omkring det at epilepsipatienter er farlige, ja vi kan komme til skade, men skader vi andre? Smitter vi andre – Nej epilepsi smitter ikke, men alle kan få det enten via en ulykke eller man opdager det på anden vis. Det er yderst sjældent sket, som regel går det ud over os selv, det kan ske ved tunge bid – tandskader – ben – arm skader det er ikke noget slemt i længden.
Men hvor om alting er, så drejer det sig om at man har det godt, på epilepsihospitalet i Dianalund, både sammen med sygeplejersker og sine medpatienter og at man kan hygge sig socialt med dem, det kan man når man kan sidde og snakke til ved en 1 eller 2 tiden om natten uden at tænke på tid og sted!
Kontrol besøg (10.000 km eftersyn!!!)
Og at man kan være sammen med sygeplejerskerne når man kommer til kontrol enten halv års eller hel års kontrol. Det er skønt at når man kommer til kontrol at man så kan bo på gæstehjemmet og er man heldig kan man måske få lov til at spise med på den afdeling man har været indlagt på. Men som regel er det ikke noget problem hvis man kommer langvejs fra.
Hvad sker der under et anfald
Men hvad sker der når man får et anfald hjerne får mere eller mindre et elektrisk stød, man kan sige at hjernen kortslutter i den tid anfaldet står på, eller anfaldene og så kan man så sige til dem man er om sig hjemme han har ikke anfald, det kan så vise sig på et EEG forhåbentligt. Et EEG kan man få lavet på de fleste større sygehuse men hvad er så forskellen på at få et lavet på Epilepsihospitalet i Dianalund, det er at man kommer ind i rolige omgivelser og de giver sig tid til at forberede en undersøgelse, alt i dag bliver lavet på computer og EEG operatøren sætter som regel i et rum ved siden af så man ikke bliver forstyrret af evt. telefon opkald eller andet.
Mens man enten ligger og sover eller ser en film. Herunder ses noget af det udstyr som bruges til EEG optagelse.
Denne artikel må ikke kopieres, den er skrevet og forfatte af mig. Der gives derfor ikke tilladelse til gengivelse af nogen art på andre hjemmesider.