Jeg vil ikke sige at selvom jeg slapper af, så slapper mine muskler ikke af de nærmest sitre og af den grund oplever jeg mere træthed, og jeg kan efter hånden ikke lave bare lidt uden at der er spor af træthed.

Det som mange ser som en almindelig ting ser jeg som store udfordringer, faktisk det bare at spise er ikke længere en rutine, men en stor arbejdsopgave som med fører at jeg bliver forpustet, det samme gælder når jeg skal tale. Faktisk er det ved at være belastende at det er sådan og jeg kan derfor heller ikke sige at det vender til det bedre, alle disse nye ting er kommet på på under en uge, jeg har ikke energi til at køre kørestolen ned til bilen selv om jeg gerne ville det og komme lidt ud og opleve noget - ok vejret er så heller ikke helt med os kørestols brugere (manuel kørestol) for tiden, der er lidt for meget sne. Men i og med at krafterne svinder ind så tøt jeg faktisk heller ikke at køre bil længere. Tænk hvis jeg kom til at miste grebet og kørte ind i andre og det var de bløde trafikanter, jeg ville simpelthen ikke have det godt med mig sel hvis andre kom tilskade blot fordi andre gerne så at jeg kørte en tur i min bil.

Det som de fleste mennesker gør som rene rutiner er blevet til store projekter for mig, og det hele er blevet helt vildt voldsomt siden i lørdags, hvor jeg jo var på skadestuen, min vejrtrækning er blevet endnu mere anstrengt og jeg bliver forpustet af at spise eller bare tale en lille smule.

Som min tilstand er for tiden så har jeg besluttet kun at arbejde hjemmefra, det er hovedesagligt hjemmesider jeg opdatere, så det er heldigvis noget jeg kan arbejde med hjemmefra.

Det med at kunne bruge kroppen rent praktisk er også blevet ringere jeg har svært ved at stå (red. sidde) og lave mad, smørre brød osv. er blevet til store udfordringer, det at sidde og se fjernsyn uden at hvile hovedet til noget er faktisk blevet totalt umuligt, det kan godt være at der går 2 til 3 dage før noget nyt dukker op men som det er her og nu så er det faktisk meget slemt. Jeg må sandelig indrømme at vor himelske fader har sat mig på en stor prøve og han har gjordt det meget grundigt. Men OkK sådan er livet nogle slipper billigt genne det hele, og nu er det slut med dagens dagbog mine fingre er ved at være trætt af at skrive.

Men en ting er sikkert jeg glæder mig til jeg skal på Rigshospitalet her om 14 dage (15. februar). Følg endelig med i dagbogen, jeg opdatere så vidt det er muligt hver dag i øjeblikket.