HANDIKAPINFO

siden 2003

Tirsdag, 02 07th

Last update12:11:05 AM

Fredag, 10 juni 2011 10:14

Handicappede er taget som gidsler

Handicappede tages som gidsler for kommuneaftale, mener Anne Baastrup (SF), der peger på, at kommunerne kan tage økonomiske hensyn ved afgørelser om, hvilken støtte borgerne skal have.

"Mennesker med handicap kommer til at betale en dyr pris for kommunernes pressede økonomi."
Sådan lyder budskabet fra SF's handicappolitiske ordfører Anne Baastrup i en kommentar til den økonomiaftale, der er indgået med kommunerne, idet der åbnes for, at det fremover i højere grad bliver den enkelte kommunes økonomi, som afgør, hvilken hjælp og støtte mennesker med handicap kan få.
"Det er en frygtelig udvikling, der risikerer at fratage mange mennesker med handicap mulighederne for et godt liv og et liv, hvor de kan udnytte deres evner på arbejdsmarkedet," siger Anne Baastrup.

Serviceniveau afgørende
Hun henviser til, at det af kommuneaftalen fremgår, at kommunerne får udvidet mulighederne for at tage økonomiske hensyn, når de tager konkrete afgørelser om, hvilken støtte borgerne skal have. Fremover skal Ankestyrelsen dirkte tage hensyn til den enkelte kommunes serviceniveau, når de skal afgøre om loven er overholdt:
"Regeringen har presset kommunernes økonomi til det yderste, så det mange steder er svært at få råd til at sikre handicappede deres ret til hjælp og støtte. Kommunerne er desperate, men det er en ufornuftig og kortsigtet løsning, at man nu åbner for, at fattige kommuner kan sænke deres støtteniveau. Jeg frygter, at mange mennesker med handicap kommer til at betale en dyr pris for regeringens lappeløsning," siger Anne Baastrup.

Udfordring
Anne Baastrup erkender, at der er en udfordring i form af stigende udgifter på det specialiserede område, men den udfordring kan "løses langt mere intelligent":
"Der bør igangsættes en finansieringsreform med en ny model for økonomisk udligning på det specialiserede område, så handicappedes rettigheder ikke afhænger af bopælskommunens økonomi. Samtidig skal kommunerne have lov til at investere i rentable investeringer i eksempelvis velfærdsteknologi, der betaler sig på længere sigt," mener Anne Baastrup.

Kilde: Nyhedsinformation
Udgivet i Nyt
Du er her: Home Viser emner med tag: Handicappede