Behandling af cerebral parese (spastisk lammelse)
Der er ingen kurerende behandling af cerebral parese. Behandlingen omfatter en veltilrettelagt tværfaglig indsats, der kan bestå af forældre, læger, fysioterapeuter, talepædagoger, hørelærere, lærere og senere arbejdsterapeuter. Formålet med indsatsen er at lette symptomerne for barnet og give det hjælpemidler til en forbedret livskvalitet.
Fysioterapien og lægebehandlingen afpasses efter skaderne hos barnet.
Lægebehandlingen kan omfatte operationer, hvor man f.eks. kan forlænge senerne og korrigere unormale stillinger. Desuden kan muskelafslappende medicin nedsætte behovet for operationer. Fysioterapien har til hensigt at lære barnet at gå med støtte af hjælpemidler.
Hos talepædagogen får barnet hjælp til at udvikle sin tale, så langt dets handicap tillader det. Høreapparat og briller kan anvendes.
Børn med cerebral parese undersøges regelmæssigt af en læge, og også den mentale udvikling bedømmes med jævne mellemrum af særlige psykologer. Man kan således med forældrene træffe afgørelse om barnets skolegang. Mange CP-børn er normalt begavede og kan gå i almindelig skole.
Hvis de ikke kan følge normal skolegang kan de få specialundervisning.
Svært handicappede kan blive nødsaget til at blive passet enten i hjemmet eller på et hjem for handicappede.
Som forældre til et CP-barn kan man blive urolige over, at barnets fremskridt går for langsomt og at vejen frem er alt for svær. Det er derfor vigtigt, at have nogen at tale med og at man diskuterer de problemer, som man står over for mht. barnets pleje, med lægen eller andre personer, der er beskæftiget med barnet.
Prognose for Cerebral Parese
Børn med cerebral parese, der også er mentalt retarderede og har epilepsi og manglende gangfunktion, har en dårlig livsprognose. CP-børn, der er normalt begavede, lever lige så længe som raske børn.
Generelt gælder det, at børn, der kan gå i skole, senere i livet kan fungere forholdsvist normalt, mens flertallet er henvist til pleje på institution, om er specialiserede i netop deres behov.
| < Forrige |
|---|